2019-11-26 10:20:47 | Kategori: Avis

 
Vodskovpar første danskere med i nyt nordisk nyre-bytte-system
 
VODSKOV: Mette og Jesper Baand Villadsen fra Vodskov var det første par i Danmark, som fik muligheden for at være med i et nyt nordisk samarbejde. 
Her kan hospitaler i Norden samarbejde om at hjælpe nyrepatienter til et endnu bedre match, når vi snakker nyretransplantationer.
 
Jesper fik i en alder på kun 7 måneder fjernet sin ene nyre og levede godt i de første 18 år af sit liv med kun een nyre. 
Efter 1½ år i dialyse, mens han ventede på en ny nyre, fik han som 20 år en organtransplantation fra en afdød. 
- Det betød 3 uger på sygehuset dengang og et længere forløb for at komme ovenpå igen, fortæller Jesper Baand Villadsen. 
- Heldigvis havde jeg ingen gener og kunne tage både en kontoruddannelse og uddannelsen til pædagog, som jeg har brugt hele mit voksenliv. Jeg har haft fuldtids arbejde i alle årene og nydt det.
 
- For 3 år siden kunne vi se, at min nyre ikke arbejdede optimalt længere. Jeg har levet næsten 30 år med den samme nyre – hvilket er længere end gennemsnittet. 
Jespers kone besluttede sig dengang for, at hun ville melde sig som donor til Jesper af ren kærlighed. 
Men hun var ikke et 100% match. 
Risikoen for, at det ikke ville gå helt så godt som første gang, var stor, husker parret. Også fordi Jesper har en meget sjælden blodtype. 
 
På Skejby hospital fik de dengang at vide, at chancen for at finde et 100% match, var som at lede efter en nål i en høstak.
 
- For 1½ år siden deltog vi sammen med nyreforeningen i et foredrag på Skejby Sygehus. Her blev der fortalt om alle nye tiltag der bliver taget omkring nyrepatienter og et nyt nordisk samarbejde blev nævnt.
 
Nyre-bytte-systemet går kort fortalt ud på, at en nyrepatient har fundet en potentiel donor i sin familie eller omgangskreds, men vedkommende er ikke et 100% match. Der kan så være to eller tre par af disse patient/donorer, som kan indgå i det nye nordiske samarbejde. Herefter bytter man ”partnere”, således at man kan opnå 100% match på en nyretransplantation hele vejen rundt. Dette giver meget større chance for, at patientens krop ikke udstøder den nye nyre og at der skal mindre medicin til fremover, for at patienten får et godt liv.
Men det lå langt ude i fremtiden, fortæller parret.
 
I foråret 2019 blev Jespers nyre så dårlig, at han atter måtte i dialyse. 
På grund af omstændighederne omkring hans blodtype mm betød det, at han skulle bruge sammenlagt 2-3 timer på 4 behandlinger dagligt – heldigvis i eget hjem. Her skulle de tage imod mange kasser med væsker hver 14. dag.
- Det fyldte et helt værelse, fortæller parret.
 
- I juni i år får vi så at vide, at min kone og jeg kan blive det første par som kan blive transplanteret via det nye nordiske samarbejde. Vi gennemgik de følgende måneder utallige undersøgelser, samtaler og kontroller. Det var meget nervepirrende og hårdt – og naturligvis var vi også fyldt op med håb om en bedre fremtid, fortæller Jesper. En ren rutchebanetur.
Det eneste de vidste var, at lige så snart Skejby Sygehus og det andet sygehus et sted i Norden havde fundet en dato, hvor alle fire operationer kunne foregå samme dag, ville de få besked. Jesper og en ukendt nyrepatient skulle altså modtage en nyre, og Mette og en anden ukendt skulle give en nyre. 
 
- Det betød i praksis, at vi skulle indstille os på, at vi begge skulle på operationsbordet samme dag, hvilket der jo altid er en risiko ved. Og det var en risiko vi skulle forholde os til. Vi har jo både Johanne på 12 år
og Sofie på 17 år at tænke på. Men mange snakke senere blev vi enige om, at risikoen for at det ville gå galt, var så meget mindre, sammenlignet med, at vi ville kunne se frem til en fremtid som en hel familie med meget mere frihed og flere muligheder, fortæller Mette og Jesper.
 
To måneder gik der fra datoen kom, til parret kunne tage til Århus – mens pigerne flyttede ind til Bedste. Først kom Mette under kniven, mens sygehuset var i tæt kontakt med det sygehus hvor modtageren af Mettes nyre var klar.
- Jeg er faktisk lidt glad for, at jeg ikke kender modtageren af min nyre, fortæller Mette. Jeg føler, at jeg er en bekymring mindre. Jeg får aldrig at vide, om den fungerer – og jeg tænker, at hvis det var Jesper som havde fået den, så ville jeg jo være vidne til det, hvis den så stoppede med fungere efter nogle år. Så det kan jeg være lykkelig uvidende om, smiler Mette.
 
Lidt senere på dagen kom Jespers nye nyre med specialtransport og han kunne gøres klar til sin operation.
- Jeg var så glad for, at mine søstre, som var ved min side hele dagen, i en kørestol kunne trille mig ind på Jespers stue på opvågningen, da han var færdigopereret, smiler Mette.
Allerede midt formiddag næste dag, fik parret Jespers nye blodprøver som klart viste, at operationen var en succes. 
Her kom pigerne også på det første besøg – et meget følelsesladet besøg med blomster og gaver.
- Nu kan jeg koncentrere mig om at komme helt på toppen igen med én rask nyre og nyde, at jeg nu har fået en rask mand – også med én rask nyre, fortæller Mette.
 
Nyrebyttesystemet på Skejby Sygehus kan også fungere med tre par. 
Faktisk var Mette og Jesper udvalgt allerede i april i år til at blive transplanteret og nåede at glæde sig uendelig meget til en frisk start. 
Men allerede dagen efter beskeden måtte det hele aflyses igen.
- Der er så mange op- og nedture, når man står i sådan en situation, som vi har stået i, fortæller Jesper. 
- Det gør bestemt ikke noget, at man har en stærk psyke. Desuden betyder det også særdeles meget, at man lever sundt og motionerer. Vi har hver især fundet det, som virker for os, for at holde os i balance.
 
Selv går jeg flere gange om ugen en lang tur i Hammer Bakker, og Mette har fundet at yoga betyder rigtig meget for hendes balance i krop og sind.
- Tilmed er vi nok kommet i endnu bedre harmoni herhjemme i vores familie. Vi har fået uendelig meget støtte af familie og venner i denne svære tid. Det har været fantastisk med de mange måltider, der her efterfølgende er kommet ind af døren. Jeg må ikke køre bil endnu, og Mette må kun løfte en lille smule, så det besværliggør dagligdagen lidt endnu.
 
- Det har også været fantastisk at se, hvordan vores piger bare tager fra og – helt u-teenagersk selv smører madpakker og tømmer opvaskemaskinen, smiler Jesper.
- Nu glæder vi os til, at vi snart kan invitere gæster igen og tage i byen. Jeg har pga. infektionsfare måttet holde mig langt væk fra mange mennesker,og håndsprit har været en del af hverdagen herhjemme. Det er heldigvis slut nu.
 
Samhørighed og kærlighed er to stemninger der fylder hjemmet på Lavendelparken i Vodskov. To operationer og et meget langt forløb op til har bragt Mette og Jesper og deres to piger endnu tættere på hinanden.
- Vi håber, at vi med vores historie kan give håb til endnu flere nyrepatienter. Der kommer måske ikke flere transplantationer til – men med det nye bytte-system, er chancen for, at succesraten bliver større bestemt en realitet. Og måske får patienter der tidligere har fået afslag en ny chance, slutter Jesper Band Villadsen.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: