2019-08-13 10:32:37 | Kategori: Avis

 
Vodskov blev til Nordens gondolløse Venedig 
 
VODSKOV: Noah – ham med arken – var slet ikke så tosset. Måske viser det sig i disse klimabevidste tider at være en god idé at kaste sine spareskillinger i en ny ark, der er bæredygtig nok at holde folk og dyr -, to af hvert køn – over vandmasserne. 
Sådan har mange sikkert tænkt, da et voldsomt skybrud med lyn, torden, bulder og brag hen på onsdag eftermiddagen ramte Vodskov og Hammer Bakker-området.
Regnen stod ned i tykke tove og fik i løbet af kort tid Vodskovs gader og stræder til at minde om Venedig – blot uden gondoler og smukke historiske bygninger. 
 
Hos SuperBrugsen i Vodskov blev det nødvendig at lukke butikken, tilkalde skadeservice og al disponibelt mandskab for at få bugt med det indtrængende vand, så butikken efter endt rengøring kunne åbne til sædvanlig tid torsdag morgen.
- Heldigvis blev skaderne yderst begrænsede. Varerne står over gulvet på reoler og på paller, så vi tog det hele med godt humør. Men selvfølgelig var det træls, sagde uddeler Max Kristensen torsdag morgen, hvor alt i butikken atter var normaliseret. 
Uddelerens humør oven på problemerne med vandet, fejlede absolut ikke noget. Han satte da også straks SuperBrugsens vandmeloner på tilbud.
 
Også flere andre steder i Vodskov flød vandet i stride strømme i byens gader, hvor flere husejere fik vand i kældre og garager.
På Vodskov Avis’ parkeringsplads steg vandet til omkring ti cm højde, og fra døren kunne vi følge enkelte biler, der som små skibe sejlede op og ned af Følfodvej kanal.
 
Det voldsomme skybrud var også det store samtaleemne den følgende dag, hvor flere af Vodskovs borgere tilkendegav, at Vodskov by har et gammelt og dårligt kloaksystem.
Det er utvivlsomt rigtigt, hvad en byrådspolitiker engang sagde før en valgkamp: 
- Der er aldrig én eneste politiker, der er blevet valgt på det, der ligger under jorden.
 
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: