2019-07-09 09:02:28 | Kategori: Avis

 
Debatskabende skulpturfestival i Uggerhalne
 
UGGERHALNE: Fredag eftermiddag var der officiel åbning af den tre uger lange skulpturfestival i Uggerhalne.
Festivalen har deltagelse af 18 forskellige kunstnere, der vil opstille deres skulpturer forskellige steder langs Grindstedvej i Uggerhalne. 
Ved åbningen, der foregik i Galleri Hammer, understregede initiativtager galleriejer Henning Bitsch, at formålet med skulpturfestivalen både er at sprede kulturen ud og få folk til at falde i en diskussion om det, de ser.
 
Og debat og tilkendegivelser blev der allerede fredag morgen, hvor Henning Bitsch stillede skulpturen ”Den hovedløse mand” ud ved indkørslen til Galleri Hammer. 
- Den første reaktion kom hurtigt. Det var en mand, der syntes, at skulpturen var flot. Men et par timer senere klagede en nydelig ældre dame over skulpturen, som hun fandt upassende og ønskede flyttet hurtigst muligt. Så debatten om kunst er allerede i gang, fortalte Henning Bitsch. 
Åbningstalen blev holdt af byrådsmedlem Lasse Frimand, der bl.a. roste galleriejer Henning Bitsch for hans ihærdige arbejde for kunsten. 
- Galleri Hammer er også blevet et værksted, hvor kunstnere fra hele verden mødes. 
- Kunst giver liv og krydderi i tilværelsen – og uden dens mangfoldige udtryk bliver livet kedeligt.
 
Tage Johansen, der selv udstiller og maler under festivalen, fortalte om dengang, den verdenskendte kunstner Asger Jorn boede og arbejdede i Uggerhalne.
Som søn af byens daværende købmand havde Tage Johansen et godt kendskab til Asger Jorn og de kunstnere, han omgav sig med. Dengang hed Jorn- Jørgensen, og de fattige kunstnere levede et festligt liv med kassevis af bajere, købt ”på klods” hos købmanden. 
- Dengang var der altså 50 bajere i kassen.
Men det er en helt anden historie, der også handler om et Asger Jorn-maleri, som Uggerhalne-købmanden fik i betaling. Den bringer vi en anden god gang.
I løbet af de næste uger opstilles der som led i festivalen 10 – 15 nye skulpturer langs vejen gennem Uggerhalne, hvor publikum har mulighed for både at følge processen og spise sammen med kunstnerne.
The Summer Street Art-festival kulminerer søndag den 28. juli, hvor der vandring fra skulptur til skulptur i Uggerhalne, og hvor rådmand Mads Duedahl afslører en mindeplade for Asger Jorn.
 
Galleriejer Henning Bitsch måtte også starte Uggerhalnes tog for at give de fremmødte børn et par rundture. På billedet ses også Københavns overborgmester Frank Jensen, der er far til åbningstaleren Lasse Frimand.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: