2019-04-30 08:48:23 | Kategori: Avis

 
Nørresundby Gymnasium inviterede til forårskoncert og kunstudstilling
 
NØRRESUNDBY: Onsdag aften inviterede elever fra Nørresundby Gymnasiums Musik- og Billedkunstlinje til kunstudstilling og forårskoncert.
Det blev en aften, hvor mangfoldigheden, kreativiteten og det skabende var i spil, som skoleleder Søren Hindsholm så smukt formulerede det i sin velkomst.
I foyeren havde eleverne fra billedkunstlinjerne udstillet deres værker.  Det var alle årgange, der på forskellig vis havde tolket hverdagens udfordringer med bl.a. opgøret med de traditionelle kønsroller og klimaforandringer. 
Sidstnævnte værk blev fulgt op af teksten: Menneskene ser apatisk væk og ser ikke konsekvensen af deres egen grådighed - først fortærer vi verdens ressourcer, og nu fortærer den os.
 
Nogle havde lavet selvportrætter, og andre havde arbejdet med ostevoksfigurer, som hver skulle symbolisere noget, som lå eleverne på sinde. Bl.a. viste to figurer på smukkeste vis, hvordan en stærk kunne hjælpe en svag, og hvordan den svage kunne tage imod hjælpen.
 
Disse værker kunne inspiceres i pausen i koncerten, hvor alle årgange af musikeleverne i mindre grupper fremførte noget af det, de har arbejdet på i løbet af året.
Nogle grupper var klassevis, mens andre var på tværs af årgangene. 
 
Alle musikelever var også på samtidig i en smuk opførelse af ”En Verden Af Liv” fra Løvernes konge - skrevet af Elton John og Tim Rice.
 
Ellers kunne de mange forældre, søskende og bedsteforældre nyde et bredt repertoire af moderne musik i alle genrer, hvor eleverne selv spillede alle instrumenter og sang dertil. 
Det var ikke kun guitar og trommer, keyboard og klaver, men også violin og blæseinstrumenter, de unge mennesker jonglerede med.
I sandhed en stor fornøjelse at opleve, også hvordan de to konferencierer Sarah og Christina fra 3c så smukt fik det hele til at hænge sammen med små anekdoter og jokes. De to smukke piger, fik også sagt en velment tak til musiklærerne for de tre år og pralet lidt med, at deres hold havde vundet det interne MGP alle tre år.
 
Det eneste, Vodskov Avis’  udsendte manglede var, at eleverne viste større stolthed over deres optræden - for de kunne roligt være stolte.
Der er endnu ingen kommentar til dette indlæg, bliv den første til at skrive en kommentar.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: