2019-04-02 11:06:04 | Kategori: Avis

 
Fodbolddreng fra Vodskov deltog i de Special Olympic World Summer games i Abu Dhabi
 
VODSKOV: Christian Werenberg Bæk fra Vodskov var i marts med til de Special Olympic World Summer games i Abu Dhabi på et af Danmarks fodboldhold som såkaldt ”Partner”.
Som partner skulle Christian støtte en dreng med ADHD, der havde kvalificeret sig til de Special Olympic World Summer games. Christian skulle sørge for, at den unge spiller fik spist, sovet nok og støtte undervejs også sprogligt.
 
Naturligvis skulle Christian, der til daglig spiller U19 i Skalborg SK, også spille kampene sammen med drengen.
- Det var en stor oplevelse at være med i delegationen.  Vi 15 drenge i alderen 16-19 år havde et godt sammenhold og fællesskab, både før, under og efter kampene. 
- Holdets træner hører til daglig også til i Skalborg. Det var ad den vej, at jeg blev prikket på skulderen og spurt, om jeg kunne tænke mig at tage med til de Special Olympic World Summer games. 
- Da jeg havde fået ok fra rektor på HTX, hvor jeg går til daglig, var der ikke mange betænkeligheder, smiler Christian.
- Vi var afsted i 14 dage. De første dage var vi i Dubai for at vænne os til varmen, maden og vandet inden vi rejste videre til Abu Dhabi, hvor kampene skulle foregå.
 
- Der var tre indledende gruppekampe, hvor vi vandt og gik videre til semifinalen, som vi desværre tabte. Men vi endte på en flot fjerdeplads ud af 14 hold, hvilket vi er rigtig stolte af.
- Jeg synes, at fællesskabet var én af de bedste oplevelser.  Vi brugte meget tid på at gense vores kampe på storskærm, og sammen evaluere og lægge planer for de næste kampe, fortæller Christian Werenberg Bæk.
 
- Vi var 14 11-mands herrefodboldhold afsted, plus nogle syvmands og et Futsal-hold samt en masse andre sportsgrene – og jeg oplevede en rigtig god stemning undervejs. 
 
I alt var der 86 danske atleter med udviklingshandicap, der kæmpede for Danmark.  Atleterne har samtidig knyttet nye venskaber og vundet personlige sejre. 
Det var Parasport Danmark, der stod for turen til Dubai med 27 trænere og hjælpere samt fire ledere.
Danmark deltog i ti forskellige idrætter: atletik, boccia, bowling, golf, badminton, gymnastik, fodbold, håndbold, ridning og svømning.
 
I håndbold og fodbold deltog både et dame- og et herrehold.
De paralympiske lege blev holdt i Abu Dhabi og Dubai. 
De mange danske deltagere var med til at sætte sit præg på stævnet, hvor 195 lande var repræsenteret med i alt 7.500 deltagere.
Det var femte gang, Danmark var med i de Special Olympic World Summer games.
 
2019-04-02 14:34:33 | Charlotte Werenberg

En lille rettelse til oplysningerne må være, at det var Special Olympic World summer games Christian deltog i og ikke de paralympiske lege. Forskellen er, at ved special Olympics har atleterne psykiske handicaps, ved paralympics er det fysiske handicaps.

2019-04-03 08:22:43 | Vodskov Avis

Mange tak - vi har rettet det her på hjemmesiden og beklager fejlen. Mvh Vodskov Avis.

Navn: *

E-mail: *

( bliver ikke vist )

Hjemmeside:

( husk http:// )

Kommentar: *

Følg med i dette indlæg via RSS eller ATOM

HAR DU IKKE MODTAGET
VODSKOV AVIS
SENEST TORSDAG KL. 19.00

så send en mail til
reklamation@dnmh.dk

Privatlivspolitik

 


Så godt dækker Vodskov Avis: